Hvad er forskellen på "den almindelige mening" og de faglige begrundede opfattelser, der må ligge til grund for pædagogprofessionen/pædagogens arbejde?
Efter hvad vi har læst, tror jeg at forskellen på "den almindelige mening" og de faglige begrundede opfattelser er, at man for at have en "almindelig mening" ikke behøver at undersøge tingene dybere. Man kan danne sin egen mening ud fra, hvad man hører/læser andre siger og så uden at forholde sig til andet end sig selv, danne en mening.
For at få en faglig begrundet mening/opfattelse, er man nødt til at dykke dybere ned. Man er nødt til at se "ud over sig selv" og finde ud af hvad f.eks. Arto.dk betyder for de der bruger det - og ikke kun forholde sig til hvad man selv synes.
lørdag den 17. oktober 2009
onsdag den 30. september 2009
Hvem er de faste deltagere i mediepanikkerne?
Som jeg ser det lige nu, så er deltagerne i mediepanikkerne mest fagfolk. Journalister puster voldsomt til ilden for at fortælle os, hvor farligt en evt. ny mediekultur er - og andre fagfolk maner samtidig til besindighed, og trækker andre pointer frem i lyset.
Eksempelvis i debatten om arto.dk, hvor journalister påpeger f.eks. overfladiskhed, pædofili, trusler, mobning osv., sætter nogle pædagogisk uddannede fagfolk en anden dagsorden og påpeger, fællesskab, identitetsskabelse, multitasking og at fremtidens arbejdsmarked har brug for it-super-brugere.
Jeg mener, at begge har ret! Der er farer forbundet med at færdes på nettet - men nettet er blevet en del af vores kommunikations-kultur og vi er nødt til, at hjælpe vores børn og unge til at bruge det hensigtsmæssigt - selvom mange af dem allerede behersker den virtuelle verden bedre end os "gamle". ;o)
Eksempelvis i debatten om arto.dk, hvor journalister påpeger f.eks. overfladiskhed, pædofili, trusler, mobning osv., sætter nogle pædagogisk uddannede fagfolk en anden dagsorden og påpeger, fællesskab, identitetsskabelse, multitasking og at fremtidens arbejdsmarked har brug for it-super-brugere.
Jeg mener, at begge har ret! Der er farer forbundet med at færdes på nettet - men nettet er blevet en del af vores kommunikations-kultur og vi er nødt til, at hjælpe vores børn og unge til at bruge det hensigtsmæssigt - selvom mange af dem allerede behersker den virtuelle verden bedre end os "gamle". ;o)
Hvad siger medierne om Arto?
Faktisk siger medierne mange forskellige ting om Arto.dk.
For nogle år tilbage drejede medieomtalen sig meget om, hvor "farlig" hjemmesiden var for børn og unge, og de unges færden på Arto blev fordømt og beskrevet som kun drejende sig om se(x) og udstilling af sig selv med billeder i letpåklædt tilstand. De unge på Arto.dk var lette ofre for pædofile, hed det sig.
Alligevel er Arto.dk også nævnt positivt i en artikel (Politiken 10.01.2009 "Nettet er blevet en virtuel kirkegård") omhandlende sorg, fordi netværket netop på denne og andre lignende internetportaler, er med til at hjælpe de unge gennem sorgen. En slags virtuel sorgbearbejdelse.
I en lidt ældre artikel - et portræt af Birgitte Holm Jørgensen, formand for Medierådet for børn og unge - ( Berlingske Tidende 11.05.2007 "Hun skal klæde forældrene på til nettet") kan man stadig ane en snert af "mediepanikken" omkring Arto.
»Mange børn har foruden venner i den fysiske verden også deres web-venner, der kan bo overalt i verden, og får etableret et globalt netværk af børn, som de chatter med. Det tiltaler mange børn, at nettet er brugerorienteret, at de selv kan producere til det. Men det kræver, at forældrene er opmærksomme på, hvilke profiler og blogs børnene har liggende rundt omkring på Arto , MySpace osv., hvordan de bruger Wikipedia og færdes på Second Life. Det er en af Medierådets meget store opgaver at sørge for at forældrene er klædt på til det,« siger Birgitte Holm Jørgensen, som på dette tidspunkt var nyudnævnt formand for Medierådet for børn og unge. Derudover påpeger hun også, at det er vigtigt at alle børn lærer "net-etikette", og at børn der ikke får den nødvendige støtte til det hjemmefra, må lærer den et andet sted. Personlig kommentar: Og det er nok der vi som pædagoger må træde til.
Til slut vil jeg lige nævne en artikel fra Jyllands-Posten 30.09.2009. Overskriften siger: "Børn på flugt fra Arto" - og man forventer nærmest, at skulle læse endnu en opremsning af dårligheder. Men artiklen beskriver en nedtur på Arto.dk, og hvordan Arto.dk har mistet næsten halvdelen af sine brugere til facebook.dk - og sjovt nok så er facebook.dk jo anledning til en af nutidens større mediepanikker.
For nogle år tilbage drejede medieomtalen sig meget om, hvor "farlig" hjemmesiden var for børn og unge, og de unges færden på Arto blev fordømt og beskrevet som kun drejende sig om se(x) og udstilling af sig selv med billeder i letpåklædt tilstand. De unge på Arto.dk var lette ofre for pædofile, hed det sig.
Alligevel er Arto.dk også nævnt positivt i en artikel (Politiken 10.01.2009 "Nettet er blevet en virtuel kirkegård") omhandlende sorg, fordi netværket netop på denne og andre lignende internetportaler, er med til at hjælpe de unge gennem sorgen. En slags virtuel sorgbearbejdelse.
I en lidt ældre artikel - et portræt af Birgitte Holm Jørgensen, formand for Medierådet for børn og unge - ( Berlingske Tidende 11.05.2007 "Hun skal klæde forældrene på til nettet") kan man stadig ane en snert af "mediepanikken" omkring Arto.
»Mange børn har foruden venner i den fysiske verden også deres web-venner, der kan bo overalt i verden, og får etableret et globalt netværk af børn, som de chatter med. Det tiltaler mange børn, at nettet er brugerorienteret, at de selv kan producere til det. Men det kræver, at forældrene er opmærksomme på, hvilke profiler og blogs børnene har liggende rundt omkring på Arto , MySpace osv., hvordan de bruger Wikipedia og færdes på Second Life. Det er en af Medierådets meget store opgaver at sørge for at forældrene er klædt på til det,« siger Birgitte Holm Jørgensen, som på dette tidspunkt var nyudnævnt formand for Medierådet for børn og unge. Derudover påpeger hun også, at det er vigtigt at alle børn lærer "net-etikette", og at børn der ikke får den nødvendige støtte til det hjemmefra, må lærer den et andet sted. Personlig kommentar: Og det er nok der vi som pædagoger må træde til.
Til slut vil jeg lige nævne en artikel fra Jyllands-Posten 30.09.2009. Overskriften siger: "Børn på flugt fra Arto" - og man forventer nærmest, at skulle læse endnu en opremsning af dårligheder. Men artiklen beskriver en nedtur på Arto.dk, og hvordan Arto.dk har mistet næsten halvdelen af sine brugere til facebook.dk - og sjovt nok så er facebook.dk jo anledning til en af nutidens større mediepanikker.
Hvad synes du om Arto?
Det her er en lidt underlig opgave - for selvom det er "forbudt" at læse obligatorisk litteratur inden opgaveløsningen, så kan man som dansker næsten ikke have undgået, at høre et eller andet om Arto.dk pga. al den "panik" der en overgang omgav siden.
Jeg har hørt/set/læst om arto.dk i radio/tv/internet - men jeg har aldrig være PÅ Arto.dk - så det har jeg nu rådet bod på.
Jeg har set forsiden af Arto.dk - og det var vist rigeligt til mig. Ud fra sidens design, og de "seneste indlæg" man kan se på forsiden, må jeg konstaterer at siden nok ikke henvender sig til min "aldersklasse". Jeg kan også se, at der er en hel masse "forholdsregler" og "support-funktioner" på siden, hvilket ikke får mig til at føle, at dette er en tryg side at slippe mine "præ-teenage-drenge" løs på, nærmere at det her er noget farligt noget, som man skal holde sig langt væk fra. Hvorfor har de mon så mange "sikkerhedsforanstaltninger"? Mon jeg er påvirket af den store medie-debat omkring Arto.dk? Ja, det er jeg helt sikkert!
Jeg har hørt/set/læst om arto.dk i radio/tv/internet - men jeg har aldrig være PÅ Arto.dk - så det har jeg nu rådet bod på.
Jeg har set forsiden af Arto.dk - og det var vist rigeligt til mig. Ud fra sidens design, og de "seneste indlæg" man kan se på forsiden, må jeg konstaterer at siden nok ikke henvender sig til min "aldersklasse". Jeg kan også se, at der er en hel masse "forholdsregler" og "support-funktioner" på siden, hvilket ikke får mig til at føle, at dette er en tryg side at slippe mine "præ-teenage-drenge" løs på, nærmere at det her er noget farligt noget, som man skal holde sig langt væk fra. Hvorfor har de mon så mange "sikkerhedsforanstaltninger"? Mon jeg er påvirket af den store medie-debat omkring Arto.dk? Ja, det er jeg helt sikkert!
Iagttagelse af mobiltelefoni.
Lad mig først slå fast, at jeg absolut ikke er en mobiltelefon-nørd. Jeg har præsteret at bruge dage på at finde en ny mobiltelefon til mig selv, som absolut IKKE skulle have kamera og andre finurlige dingenoter tilknyttet. En telefon skal bare kunne ringe op og modtage opkald, samt sende/modtage en sms i ny og næ! Og nu har jeg så en mobiltelefon som kan lidt af hvert - ikke at jeg bruger det - men det var nærmest umuligt at få en mobiltelefon, som ikke var et "multimedie".
Jeg har kigget lidt på andre "mobiltelefon-brugere".
A - har fået en super dyr mobiltelefon på sit arbejde. Den kan ALT - har en fancy lille pind til at betjene skærmen med og kan lukkes op, så han har et helt tastatur at gøre godt med. Det sjove her er, at før han fik denne nye super-mobiltelefon, var A typen der næsten altid havde sin telefon slukket - det var næsten aldrig til at få fat på ham via mobiltelefonen og han glemte tit at tage den med når han gik ud. Nu ringer den rigtig meget, og A har såmænd også fået sig en smart lille "øresnegl", så han ikke behøver tage telefonen frem, og skulle det glippe han har "øresneglen" i og telefonen på sig, så kan man se ham løbe efter den når den ringer - man skulle jo nødig gå glip af noget. Hele A's kalender ligger nu i telefonen, han tjekker sine e-mails via den og telefonen husker ham på alle mulige (og umulige) aftaler - jo, A er blevet en travl mand, efter han har fået ny mobiltelefon. Og alle de spændende spil der er i sådan en - A er begyndt at spille spil på sin telefon - han kan være helt opslugt.
B - er en ret hensynsfuld mobiltelefonbruger.. eller også er han bare en smule genert *smil*. Når B's telefon ringer, eller B selv ringer op til nogen, fortrækker han til et sted, hvor han er mest muligt alene. Når han kommer tilbage til rummet han har forladt pga. telefonen, så undskylder han tit, at han var nødt til at gå "afsides" for at tale i telefon. B's telefonsamtaler består oftest af en-stavelsesord.
C - bruger ikke sin telefon ret meget. Den er ofte på lydløs, og hun tjekker så indimellem om nogen har ringet, og ringer dem derefter op. C sender enkelte gange korte sms beskeder - og det er mest som svar på en sms hun har fået - det er sjældent hun selv starter en sms udveksling.
Jeg har kigget lidt på andre "mobiltelefon-brugere".
A - har fået en super dyr mobiltelefon på sit arbejde. Den kan ALT - har en fancy lille pind til at betjene skærmen med og kan lukkes op, så han har et helt tastatur at gøre godt med. Det sjove her er, at før han fik denne nye super-mobiltelefon, var A typen der næsten altid havde sin telefon slukket - det var næsten aldrig til at få fat på ham via mobiltelefonen og han glemte tit at tage den med når han gik ud. Nu ringer den rigtig meget, og A har såmænd også fået sig en smart lille "øresnegl", så han ikke behøver tage telefonen frem, og skulle det glippe han har "øresneglen" i og telefonen på sig, så kan man se ham løbe efter den når den ringer - man skulle jo nødig gå glip af noget. Hele A's kalender ligger nu i telefonen, han tjekker sine e-mails via den og telefonen husker ham på alle mulige (og umulige) aftaler - jo, A er blevet en travl mand, efter han har fået ny mobiltelefon. Og alle de spændende spil der er i sådan en - A er begyndt at spille spil på sin telefon - han kan være helt opslugt.
B - er en ret hensynsfuld mobiltelefonbruger.. eller også er han bare en smule genert *smil*. Når B's telefon ringer, eller B selv ringer op til nogen, fortrækker han til et sted, hvor han er mest muligt alene. Når han kommer tilbage til rummet han har forladt pga. telefonen, så undskylder han tit, at han var nødt til at gå "afsides" for at tale i telefon. B's telefonsamtaler består oftest af en-stavelsesord.
C - bruger ikke sin telefon ret meget. Den er ofte på lydløs, og hun tjekker så indimellem om nogen har ringet, og ringer dem derefter op. C sender enkelte gange korte sms beskeder - og det er mest som svar på en sms hun har fået - det er sjældent hun selv starter en sms udveksling.
fredag den 25. september 2009
Resume: Mediekultur
Resume af – ”Mediekultur”
Sørensen, Mogens: Dansk, Kultur og Kommunikation – et pædagogisk perspektiv, Kapitel 13, Helen Arvad Clemensen og Lis Faurholt.
Mediekonvergens
Før i tiden – for bare ca. 50 år siden – var danskerne mere fælles om medierne.
Alle husstandens medlemmer lyttede til den samme radiokanal og så på det samme TV. Nu er det anderledes. Vi har fået mange flere radio/tv kanaler. Der er tv på de fleste børneværelser, mobiltelefonen er nærmest hver mands eje, og internettet sørger for at omgangskredsen aldrig er mere end et klik væk.
Dette er dog ikke den største forandring. Hvor medierne før var afsender og brugerne modtager – er medierne nu blevet interaktive, og brugerne er med til at producerer indholdet. Alligevel er demokratiet ikke helt indtrådt, idet professionelle medieproducenter har langt større magt end den enkelte gruppe brugere, og nogle bruger har bedre muligheder for at deltage end andre.
Mediepanikker
Mediepanikker er et tilbagevendende fænomen, med baggrund i de voksnes bekymring for mediernes evt. skadelige virkning på børn og unge, da disse hurtigst tager nye medier til sig. Mediepanikker har et ganske ensartet mønster og faste aktører. Karakteristisk for mediepanikkerne er, at de drejer sig om det sidst tilkomne medie og dermed degraderes de førhen ”farlige” medier til ”ufarlige”.
Børn, unge og medier
Synet på børn har stor betydning for debatterne om børn og medier. Der er stor forskel på om man tager udgangspunkt i novicebarnet eller det kompetente barn, ligeledes om man tager udgangspunkt i medieteksten eller fællesskabet omkring mediet.
Hvis den voksne udelukkende har blik for billederne på skærmen – og ikke ser fællesskabet omkring skærmen, kan det være svært at forstå fascinationen. Medierne er ikke kun ”tekster”, også deltagelse. Deltager den voksne ikke selv i mediefællesskaber, kan denne vinkel være svær at få øje på, og et barns sorg over en mistet mobiltelefon (eller internetforbindelse?), kan tolkes som afhængighed – men man overser at det er udelukkelse af fællesskabet der skaber barnets reaktion.
Fremtidens kulturelle kompetencer
Når man arbejder med udvikling af børn og unges sociale kompetencer, er det af største vigtighed at kende til betydningen af deres kompetencer inden for medieområdet, og se dem i et fremtidsperspektiv. Pædagoger kan gennem personlige erfaringer og forskningsbaseret viden om kompetencerne opfylde den forpligtelse der ligger i, at skabe lige muligheder for alle børn – så de kan opbygge disse nye kultur-kompetencer.
Institutioners og pædagogers rolle i det nye medielandskab
Pædagogens vigtigste aktive opgave er at sikre en kreativ anvendelse af computeren. Til forskel fra ”den uformelle kultur – børns egenkultur” - hvor børn kreerer egne netværk f.eks. gennem børneproducerede websites, chatter og andre fællesskaber på nettet – bevæger pædagogen sig her ind på et område, hvor aktiviteten kun finder sted hvis den voksne deltager. Denne voksenstyrede aktivitet er vigtig for at sikre alle børn lige vilkår for at blive aktive og kreative brugere af internet og computer.
Virtuelt studiemiljø
Resten af kapitlet beskriver forskellige websites og søgeteknikker, blogs (weblogs) og måder at bruge blogs på, samt andre gode råd til brug af internettet. Afslutningsvis er der 12 opgaver og gode råd til at opbygge sit eget onlinenetværk.
Personlig kommentar:
Jeg synes dette kapitel var besværligt at resumerer, det var svært ikke at lave et referat i stedet. Jeg studsede lidt over ordet "mediekonvergens", da konvergens i mit hoved er lig med "ensretning" - men jeg tager nok fejl, for jeg kunne ikke få øje på ensretningen i afsnittet, snarere en spredning.
Ydermere er jeg temmelig kræsen, mht. hvad jeg putter i min browser, så jeg sad ind imellem og rynkede lidt på brynene og tænkte: ”Ikke om jeg vil have det ind i min pc” – og her har vi nok en snert af ”mediepanik”. Måske er det bare et spørgsmål om at undersøge det nærmere ;o)
Således opfattet!
Sørensen, Mogens: Dansk, Kultur og Kommunikation – et pædagogisk perspektiv, Kapitel 13, Helen Arvad Clemensen og Lis Faurholt.
Mediekonvergens
Før i tiden – for bare ca. 50 år siden – var danskerne mere fælles om medierne.
Alle husstandens medlemmer lyttede til den samme radiokanal og så på det samme TV. Nu er det anderledes. Vi har fået mange flere radio/tv kanaler. Der er tv på de fleste børneværelser, mobiltelefonen er nærmest hver mands eje, og internettet sørger for at omgangskredsen aldrig er mere end et klik væk.
Dette er dog ikke den største forandring. Hvor medierne før var afsender og brugerne modtager – er medierne nu blevet interaktive, og brugerne er med til at producerer indholdet. Alligevel er demokratiet ikke helt indtrådt, idet professionelle medieproducenter har langt større magt end den enkelte gruppe brugere, og nogle bruger har bedre muligheder for at deltage end andre.
Mediepanikker
Mediepanikker er et tilbagevendende fænomen, med baggrund i de voksnes bekymring for mediernes evt. skadelige virkning på børn og unge, da disse hurtigst tager nye medier til sig. Mediepanikker har et ganske ensartet mønster og faste aktører. Karakteristisk for mediepanikkerne er, at de drejer sig om det sidst tilkomne medie og dermed degraderes de førhen ”farlige” medier til ”ufarlige”.
Børn, unge og medier
Synet på børn har stor betydning for debatterne om børn og medier. Der er stor forskel på om man tager udgangspunkt i novicebarnet eller det kompetente barn, ligeledes om man tager udgangspunkt i medieteksten eller fællesskabet omkring mediet.
Hvis den voksne udelukkende har blik for billederne på skærmen – og ikke ser fællesskabet omkring skærmen, kan det være svært at forstå fascinationen. Medierne er ikke kun ”tekster”, også deltagelse. Deltager den voksne ikke selv i mediefællesskaber, kan denne vinkel være svær at få øje på, og et barns sorg over en mistet mobiltelefon (eller internetforbindelse?), kan tolkes som afhængighed – men man overser at det er udelukkelse af fællesskabet der skaber barnets reaktion.
Fremtidens kulturelle kompetencer
Når man arbejder med udvikling af børn og unges sociale kompetencer, er det af største vigtighed at kende til betydningen af deres kompetencer inden for medieområdet, og se dem i et fremtidsperspektiv. Pædagoger kan gennem personlige erfaringer og forskningsbaseret viden om kompetencerne opfylde den forpligtelse der ligger i, at skabe lige muligheder for alle børn – så de kan opbygge disse nye kultur-kompetencer.
Institutioners og pædagogers rolle i det nye medielandskab
Pædagogens vigtigste aktive opgave er at sikre en kreativ anvendelse af computeren. Til forskel fra ”den uformelle kultur – børns egenkultur” - hvor børn kreerer egne netværk f.eks. gennem børneproducerede websites, chatter og andre fællesskaber på nettet – bevæger pædagogen sig her ind på et område, hvor aktiviteten kun finder sted hvis den voksne deltager. Denne voksenstyrede aktivitet er vigtig for at sikre alle børn lige vilkår for at blive aktive og kreative brugere af internet og computer.
Virtuelt studiemiljø
Resten af kapitlet beskriver forskellige websites og søgeteknikker, blogs (weblogs) og måder at bruge blogs på, samt andre gode råd til brug af internettet. Afslutningsvis er der 12 opgaver og gode råd til at opbygge sit eget onlinenetværk.
Personlig kommentar:
Jeg synes dette kapitel var besværligt at resumerer, det var svært ikke at lave et referat i stedet. Jeg studsede lidt over ordet "mediekonvergens", da konvergens i mit hoved er lig med "ensretning" - men jeg tager nok fejl, for jeg kunne ikke få øje på ensretningen i afsnittet, snarere en spredning.
Ydermere er jeg temmelig kræsen, mht. hvad jeg putter i min browser, så jeg sad ind imellem og rynkede lidt på brynene og tænkte: ”Ikke om jeg vil have det ind i min pc” – og her har vi nok en snert af ”mediepanik”. Måske er det bare et spørgsmål om at undersøge det nærmere ;o)
Således opfattet!
onsdag den 23. september 2009
Resume: En nydansker fylder 60
Resume af - Thorsen, Lotte: "En nydansker fylder 60"
Politiken 22.03.08
I artiklen gennemgåes "bolle-å'ets" besværlige vej til det danske sprog - og hvordan det lille bogstav stadig kan få de danske sind i kog.
Bogstaverne Æ og Ø, har eksisteret i dansk skriftsprog siden 1200-tallet, og siden midten af 1700-tallet har mange danske sprogforskere forsøgt at få bogstavet Å indført i alfabetet, for at have et bogstav for lyden mellem A og O, som på dansk har været skrevet som dobbelt A (Aa), hvilket medførte en del forvirring, da dobbelt A også dækker over den lange A-lyd. Ønsket om bogstavet Å, kom ud fra ideen om - hver lyd sit bogstav.
Det skule tage 200 år og mange debatter før det danske alfabet i 1948 (med retskrivningsreformen), for første gang fik et bogstavet for en lyd der ligger mellem A og O. At Å blev indført samtidig med, at man sløjfede store begyndelsesbogstaver i navneord og udelod bogstavet D i kunne, skulle og ville, gjorde ikke integrationen nemmere for bogstavet Å. Selvom Å nu var fyldgyldigt medlem af dansk skriftsprog, skulle der gå endnu 7 omtumlede år, inden det ny bogstav fik sin faste plads i "enden" af alfabetet. I mange år så det ud til at skoleelever skulle lære deres ÅAB i stedet for ABC, selvom det allerede var praksis i Norge og Sverige og flere danske udgivelser at placerer Å sidst i alfabetet..
"Folk reagerer altid voldsomt, når det drejer sig om de små ting i sproget. Og når det gælder det uvæsentlige, har man ingen argumenter, men kun følelser. Det er derfor, de diskussioner ofte bliver meget primitive", siger sprogprofessor og tidligere formand for Dansk Sprognævn Erik Hansen.
Et år efter reformens var kun 14 af landets dengang 138 dagblade gået over til Å, og helt frem til op i 1960'erne fortsatte flere aviser med - af tekniske og ideologiske årsager - at skrive Aa.
Trods det, at medierne nu har taget Å'et til sig, skriver mange danskere fortsat deres efternavn med dobbelt A.
"Folk har arvet det fra deres forældre i de former, og så foregår der sådan en traditionsvedligeholdelse. Der er identitet og historie i det", siger afdelingsleder på Institut for navneforskning Bent Jørgensen.
Dansk sprognævn og Institut for Fremtidsforskning har for nylig vurderet, at globalisering og digitalisering af samfundet udgør en trussel mod Æ, Ø og Å - fordi de volder problemer på internettet. Men sprogprofessor og direktør Jørn Lund mener at: ...det er sproglig selvkolonisering at opgive bogstaver i skriftsproget, bare fordi de ikke forekommer på engelsk.
Artiklen afsluttes med Skoleinspektør Jens Raahauges ord: "Hvis de særprægede vokaler forsvinder, så forsvinder der også noget, der både kan være folkloristisk, eksotisk eller nationalt fascistoidt. For ligesom alle andre neutrale ting får de først farve, når mennesker fortolker det.....Det har en betydning, at vi har tre vokaler, der adskiller sig fra andre sprog. Og bolle-å er så det af dem, der rager højest op. Og en gang imellem må man have lov at være lige så stolt af det, som franskmændene er af deres accenter og tjekkerne er af alle de mærkelige tegn, de sætter over z’erne.
Det er jo dér, ens eget særpræg og ens egen originalitet og latterlighed markerer sig".
Personlig kommentar:
Det er egneligt lidt underligt at sådan "en lille ting" kan sætte så meget gang i vores trang til at opponerer. Men når jeg tænker over det, så har jeg jo også selv en lille snert af det - der er i hvert fald ikke nogen der skal skrive mit mellemnavn (før var det efternavn) med Å - det staves med Aa og sådan er det blevet gjort i mange slægtsled tilbage.. så ja - tradition, før forandring - i det her tilfælde ;o)
Således opfattet!
Politiken 22.03.08
I artiklen gennemgåes "bolle-å'ets" besværlige vej til det danske sprog - og hvordan det lille bogstav stadig kan få de danske sind i kog.
Bogstaverne Æ og Ø, har eksisteret i dansk skriftsprog siden 1200-tallet, og siden midten af 1700-tallet har mange danske sprogforskere forsøgt at få bogstavet Å indført i alfabetet, for at have et bogstav for lyden mellem A og O, som på dansk har været skrevet som dobbelt A (Aa), hvilket medførte en del forvirring, da dobbelt A også dækker over den lange A-lyd. Ønsket om bogstavet Å, kom ud fra ideen om - hver lyd sit bogstav.
Det skule tage 200 år og mange debatter før det danske alfabet i 1948 (med retskrivningsreformen), for første gang fik et bogstavet for en lyd der ligger mellem A og O. At Å blev indført samtidig med, at man sløjfede store begyndelsesbogstaver i navneord og udelod bogstavet D i kunne, skulle og ville, gjorde ikke integrationen nemmere for bogstavet Å. Selvom Å nu var fyldgyldigt medlem af dansk skriftsprog, skulle der gå endnu 7 omtumlede år, inden det ny bogstav fik sin faste plads i "enden" af alfabetet. I mange år så det ud til at skoleelever skulle lære deres ÅAB i stedet for ABC, selvom det allerede var praksis i Norge og Sverige og flere danske udgivelser at placerer Å sidst i alfabetet..
"Folk reagerer altid voldsomt, når det drejer sig om de små ting i sproget. Og når det gælder det uvæsentlige, har man ingen argumenter, men kun følelser. Det er derfor, de diskussioner ofte bliver meget primitive", siger sprogprofessor og tidligere formand for Dansk Sprognævn Erik Hansen.
Et år efter reformens var kun 14 af landets dengang 138 dagblade gået over til Å, og helt frem til op i 1960'erne fortsatte flere aviser med - af tekniske og ideologiske årsager - at skrive Aa.
Trods det, at medierne nu har taget Å'et til sig, skriver mange danskere fortsat deres efternavn med dobbelt A.
"Folk har arvet det fra deres forældre i de former, og så foregår der sådan en traditionsvedligeholdelse. Der er identitet og historie i det", siger afdelingsleder på Institut for navneforskning Bent Jørgensen.
Dansk sprognævn og Institut for Fremtidsforskning har for nylig vurderet, at globalisering og digitalisering af samfundet udgør en trussel mod Æ, Ø og Å - fordi de volder problemer på internettet. Men sprogprofessor og direktør Jørn Lund mener at: ...det er sproglig selvkolonisering at opgive bogstaver i skriftsproget, bare fordi de ikke forekommer på engelsk.
Artiklen afsluttes med Skoleinspektør Jens Raahauges ord: "Hvis de særprægede vokaler forsvinder, så forsvinder der også noget, der både kan være folkloristisk, eksotisk eller nationalt fascistoidt. For ligesom alle andre neutrale ting får de først farve, når mennesker fortolker det.....Det har en betydning, at vi har tre vokaler, der adskiller sig fra andre sprog. Og bolle-å er så det af dem, der rager højest op. Og en gang imellem må man have lov at være lige så stolt af det, som franskmændene er af deres accenter og tjekkerne er af alle de mærkelige tegn, de sætter over z’erne.
Det er jo dér, ens eget særpræg og ens egen originalitet og latterlighed markerer sig".
Personlig kommentar:
Det er egneligt lidt underligt at sådan "en lille ting" kan sætte så meget gang i vores trang til at opponerer. Men når jeg tænker over det, så har jeg jo også selv en lille snert af det - der er i hvert fald ikke nogen der skal skrive mit mellemnavn (før var det efternavn) med Å - det staves med Aa og sådan er det blevet gjort i mange slægtsled tilbage.. så ja - tradition, før forandring - i det her tilfælde ;o)
Således opfattet!
tirsdag den 22. september 2009
Resume: R tjat å sms en trusl mod skriftsprågd?
Resume af - Rathje, Marianne og Ravnholt, Ole: "R tjat å sms 1 trusl mod skriftsprågd?"
Nyt fra Sprognævnet, 2. juni 2002
Artiklen fortæller om, at sprognævnet har fået en del henvendelser om chatsprog og sms-sprog. Der spores en bekymring for, om de nævnte medier, som begge "er berygtede for at indbyde til sjusk og "chatpjat"", kan vise sig at være en trussel mod det kendte skriftsprog.
Chat og SMS er skriftlige medier, som kan anvendes over store distancer. SMS er mere personlig da den som regel sendes til kun een person, hvor chat oftest er en skriftlig samtale mellem en gruppe af deltagere.
I chatten - som foregår på internettet - er der oftest samtidighed i samtalen - dvs. uden mærkbar tidsforsinkelse mellem produktion og modtagelse af meddelelsen. SMS har ikke nødvendigvis samtidighed mellem produktion og modtagelse. Så længe det ikke truer kommunikationens mål, accepteres et vist spillerum for sjusk og kreativitet - der stilles ikke store krav til korrekthed i denne uformelle kommunikationsmåde.
Begge medier er relativt hurtige i forhold til traditionelle skriftmedier (breve) - alligevel har de begge nogle fysiske begrænsninger ifht. meddelelsens størrelse og mediets båndbredde. De karakteristiske træk i sms-og chatsprog kan ses som en kreativ måde at forsøge at løse disse begrænsninger på.
Karakteristiske træk fra sms-og chatsprog kan findes i andre medier. I artiklen beskrives, "at det er let at finde chattræk i e-medier og privat kommunikation" (f.eks. e-mails og privatkommunikation, som det ikke er tænkt andre at have adgang til), hvorimod det er sværere i traditionelle medier og offentlig kommunikation (f.eks. aviser, bøger og kommunikation som mange skal læse).
I artiklen nævnes eksempler på sms-og chatsprog fundet i de ovennævnte genre.
Forfatterne af artiklen konkluderer afslutningsvis, at "Enten har chattrækkene ikke bredt sig til andre genrer end beslægtede e-medie-genrer og privat og uformel (e-)kommunikation endnu. Eller også vil chatsproget slet ikke brede sig, men netop kun findes i disse specifikke genrer"
Eksempler på chat og sms-sprog. (ordret citeret fra artiklen)
Nogle af de mest påfaldende og hyppigst nævnte særtræk ved chatsprog og sms-sprog er
1. "rebusskrift" (afsnupning, lydefterligning og lign.): J v ik sæl,hvor de ord,j ka, stamr fra
2. regibemærkninger (ofte omgivet af asterisker): *vinker*
3. forkortelser (akronymer): FASAG ('Falder af stolen af grin'), ASAP ('As soon as possible')
4. smileyer: :-) (standard), :-D (meget stort smil)
Specielt for sms:
5. store begyndelsesbogstaver i stedet for ordmellemrum: DerErFestHosKennethSesVi?
6. anvendelse af karakteristiske fejlgæt i ordgenkendelsessystemer: lovs og lys (for knus og kys)
Eksempler på hyppige forkortelser i chat og sms er
-LOL, 'laughing out loud'
-GH, 'griner højt'
-ASAP, 'as soon as possible'
-RTM skal betyde 'read the manual' :
Personlig kommentar: har bl. a. også set
RTFM - "read the f*cking manual"
ROFLMAO - "rolling on floor laughing my a*s off"
ROFL - "rolling on floor laughing"
ILM - "i lige måde"
DVSL - "det var så lidt"
Således opfattet!
Nyt fra Sprognævnet, 2. juni 2002
Artiklen fortæller om, at sprognævnet har fået en del henvendelser om chatsprog og sms-sprog. Der spores en bekymring for, om de nævnte medier, som begge "er berygtede for at indbyde til sjusk og "chatpjat"", kan vise sig at være en trussel mod det kendte skriftsprog.
Chat og SMS er skriftlige medier, som kan anvendes over store distancer. SMS er mere personlig da den som regel sendes til kun een person, hvor chat oftest er en skriftlig samtale mellem en gruppe af deltagere.
I chatten - som foregår på internettet - er der oftest samtidighed i samtalen - dvs. uden mærkbar tidsforsinkelse mellem produktion og modtagelse af meddelelsen. SMS har ikke nødvendigvis samtidighed mellem produktion og modtagelse. Så længe det ikke truer kommunikationens mål, accepteres et vist spillerum for sjusk og kreativitet - der stilles ikke store krav til korrekthed i denne uformelle kommunikationsmåde.
Begge medier er relativt hurtige i forhold til traditionelle skriftmedier (breve) - alligevel har de begge nogle fysiske begrænsninger ifht. meddelelsens størrelse og mediets båndbredde. De karakteristiske træk i sms-og chatsprog kan ses som en kreativ måde at forsøge at løse disse begrænsninger på.
Karakteristiske træk fra sms-og chatsprog kan findes i andre medier. I artiklen beskrives, "at det er let at finde chattræk i e-medier og privat kommunikation" (f.eks. e-mails og privatkommunikation, som det ikke er tænkt andre at have adgang til), hvorimod det er sværere i traditionelle medier og offentlig kommunikation (f.eks. aviser, bøger og kommunikation som mange skal læse).
I artiklen nævnes eksempler på sms-og chatsprog fundet i de ovennævnte genre.
Forfatterne af artiklen konkluderer afslutningsvis, at "Enten har chattrækkene ikke bredt sig til andre genrer end beslægtede e-medie-genrer og privat og uformel (e-)kommunikation endnu. Eller også vil chatsproget slet ikke brede sig, men netop kun findes i disse specifikke genrer"
Eksempler på chat og sms-sprog. (ordret citeret fra artiklen)
Nogle af de mest påfaldende og hyppigst nævnte særtræk ved chatsprog og sms-sprog er
1. "rebusskrift" (afsnupning, lydefterligning og lign.): J v ik sæl,hvor de ord,j ka, stamr fra
2. regibemærkninger (ofte omgivet af asterisker): *vinker*
3. forkortelser (akronymer): FASAG ('Falder af stolen af grin'), ASAP ('As soon as possible')
4. smileyer: :-) (standard), :-D (meget stort smil)
Specielt for sms:
5. store begyndelsesbogstaver i stedet for ordmellemrum: DerErFestHosKennethSesVi?
6. anvendelse af karakteristiske fejlgæt i ordgenkendelsessystemer: lovs og lys (for knus og kys)
Eksempler på hyppige forkortelser i chat og sms er
-LOL, 'laughing out loud'
-GH, 'griner højt'
-ASAP, 'as soon as possible'
-RTM skal betyde 'read the manual' :
Personlig kommentar: har bl. a. også set
RTFM - "read the f*cking manual"
ROFLMAO - "rolling on floor laughing my a*s off"
ROFL - "rolling on floor laughing"
ILM - "i lige måde"
DVSL - "det var så lidt"
Således opfattet!
Resume: Telefonering
Resume af - Emma Gad: "Telefonering".
Uddrag af Emma Gad: "Takt og Tone" (1918) s. 184 - 186
Emma Gad giver i afsnittet gode råd omkring telefonering. Hun skriver at telefonen er et "tyrannisk, men uundværligt hjælpemiddel til samkvemmet".
Derefter beskriver hun "telefonhøflighed" - at man ikke skal lade sig beherske af sin telefon, og f.eks. være opmærksom på at gøre telefoneringen kort, hvis man har gæster. Alligevel - trods denne "telefonhøflighed" gives også råd til, hvordan man får afbrudt en ubehagelig eller uinteressant samtale.
Personlig kommentar: Det morer mig, at der i al denne "takt og tone" - "etiske korrekthed" - også findes guidelines til knap så etisk optræden. Livet er nok ikke så enkelt og firkantet endda.
Uddrag af Emma Gad: "Takt og Tone" (1918) s. 184 - 186
Emma Gad giver i afsnittet gode råd omkring telefonering. Hun skriver at telefonen er et "tyrannisk, men uundværligt hjælpemiddel til samkvemmet".
Derefter beskriver hun "telefonhøflighed" - at man ikke skal lade sig beherske af sin telefon, og f.eks. være opmærksom på at gøre telefoneringen kort, hvis man har gæster. Alligevel - trods denne "telefonhøflighed" gives også råd til, hvordan man får afbrudt en ubehagelig eller uinteressant samtale.
Personlig kommentar: Det morer mig, at der i al denne "takt og tone" - "etiske korrekthed" - også findes guidelines til knap så etisk optræden. Livet er nok ikke så enkelt og firkantet endda.
Naar Den, man taler med, er bogstaveligt talt uafrystelig, kan man ved med smaa Mellemrum at trykke let paa Gaflen, momentvis afbryde Strømmen. Man siger saa: "Er De der endnu! Hallo! Apparatet er nok i Uorden! Naa ja, vi var jo for Resten færdige. Farvel og paa Gensyn".
Resume: Simultane dialoger
Resume af - Carsten Jessen: "Simultane dialoger".
Oprindeligt trykt i CEFU's nyhedsbrev nr. 5
Carsten Jessen skriver, at unges hverdagsliv er præget af stadige skift i sociale relationer og fysiske rum. Han mener også at det er en fejlagtig antagelse at børn og unge i dag kun kan koncentrerer sig i kort tid ad gangen. De unge skaber - f.eks. med mobiltelefonen - kontinuitet og sammenhæng i deres hverdagsliv, et hverdagsliv, som er præget af stadige skift i fysiske rum og sociale relationer.
De unge kan deltage i flere forskellige sociale fællesskaber på samme tid, da de nye kommunikationsmedier forvandler adskilte sociale rum til parallelle rum.
Hovedparten af de unge udvikler relativt ubesværet en veludviklet koncentrationsevne, overblik og omstillingsevne gennem disse parallelle dialogforløb, uden at miste evnen til at indgå i tætte relationer med få mennesker på andre tidspunkter.
Carsten Jessen mener at uddannelsessystemet bør gøre op med vaneforestillinger omk. kommunikationsmedierne - og han ser en fare i forbud mod dem i undervisningen. De unger "superbrugere" af medierne kan føle en social indelukkethed i undervisningsns socialt set lukkede rum, ved et forbud mod kommunikationsmedier i undervisningstiden.
Således opfattet!
Oprindeligt trykt i CEFU's nyhedsbrev nr. 5
Carsten Jessen skriver, at unges hverdagsliv er præget af stadige skift i sociale relationer og fysiske rum. Han mener også at det er en fejlagtig antagelse at børn og unge i dag kun kan koncentrerer sig i kort tid ad gangen. De unge skaber - f.eks. med mobiltelefonen - kontinuitet og sammenhæng i deres hverdagsliv, et hverdagsliv, som er præget af stadige skift i fysiske rum og sociale relationer.
De unge kan deltage i flere forskellige sociale fællesskaber på samme tid, da de nye kommunikationsmedier forvandler adskilte sociale rum til parallelle rum.
Hovedparten af de unge udvikler relativt ubesværet en veludviklet koncentrationsevne, overblik og omstillingsevne gennem disse parallelle dialogforløb, uden at miste evnen til at indgå i tætte relationer med få mennesker på andre tidspunkter.
Carsten Jessen mener at uddannelsessystemet bør gøre op med vaneforestillinger omk. kommunikationsmedierne - og han ser en fare i forbud mod dem i undervisningen. De unger "superbrugere" af medierne kan føle en social indelukkethed i undervisningsns socialt set lukkede rum, ved et forbud mod kommunikationsmedier i undervisningstiden.
Således opfattet!
Abonner på:
Opslag (Atom)
