torsdag den 7. oktober 2010

Dino Dennis animation

Desværre fik jeg vist lavet mit første forsøg på opgave 4 lidt for stor til bloggen, og nogen egentlig "fortælling" er den vist heller ikke rigtig - men, dem som har lyst til at se den kan trykke på linket nedenunder


Mvh. Lotte

onsdag den 29. september 2010

Ekstra til opgave 3

Hm - synes da at Frederikke blev lidt lille på de billeder i historien.
Her er hun i lidt større udgave, stadig farvelagt i billedredigeringsprogram.

Opgave 3 - leg og fortælling

Et bud på opgave 3 - håber det er i orden, at jeg løber lidt i forvejen.
Jeg trænger til at køle hovedet lidt ned i forhold til de mange overvejelser omkring IIS opgaven.
Bloggen vender igen billederne, men I kan se en alternativ version på et link i bunden af indlægget.
Feen er hentet i en malebog og derefter farvelagt i et billedredigeringsprogram.
Resten af billederne har jeg selv taget.

Dino Dennis og tryllefeen Frederikke på eventyr.


Dino Dennis sad alene hjemme på børneværelset og kedede sig!
Hvad skal jeg dog finde på, tænkte han, alle børnene er i børnehave - bare der dog ville komme nogen og lave noget skægt sammen med mig!
Og nu er det jo sådan, at hvis man ønsker noget rigtig meget, så kan man være heldig at der er nogen der lægger mærke til det – og sådan gik det også for Dennis.


Ude i skoven, sad nemlig den lille tryllefe Frederikke – og hvis der er noget feer er gode til, så er det at høre og opfylde andres ønsker – når de altså gider og ikke hellere vil flyve rundt og lege i skoven. Heldigvis for Dennis, så kedede Frederikke sig en smule, fordi alle de andre feer havde glemt at finde hende i gemmelegen, inden de tog til te hos Tante Tut.

Frederikke tænkte sig grundigt om, og så var hun klar til at give Dino Dennis en sjov oplevelse.
(Hvis du nu synes, at Frederikke har en vis lighed med feen Klokkeblomst fra historien om Peter Pan, så har du ganske ret. Klokkeblomst er nemlig kusine til Frederikkes tantes mosters onkels farmor – men det er en helt anden historie!)

Frederikke kunne tænke sig at tage Dennis med en tur til en af Danmarks gamle byer Roskilde.
I Roskilde boede for mange mange mange år siden en vikingekonge som hed Roar – og dengang hed byen Roars Kilde.
Nu er byen mest kendt for sin store domkirke – så den ville Frederikke vise Dennis.
Dennis var blevet helt sulten efter turen, så Frederikke tryllede ham op på kirkens tag, hvor der sad en lækker due på hovedet af en statue.






Da Dennis var mæt, ville han gerne lege lidt
Frederikke spurgte Dennis, om han kunne tænke sig at blive kæmpe stor?

Det synes Dennis kunne være rigtigt sjovt!
Og VIPS – så var Dennis en kæmpestor dinosaurus!
BØH! Råber Dennis, mens han kigger frem under Absalons-buen – den overdækkede bro som går mellem domkirken og palæet ved siden af.
Men Dennis synes det er lidt kedeligt, at der slet ikke er nogle mennesker at lege med!
Så derfor beslutter han sig til at kigge ind i domkirken for at finde nogen.
Men – UHA – Dennis har helt glemt hvor stor han er, og alle menneskerne bliver meget forskrækkede!
De kan slet ikke forstå at han bare vil lege med dem.
Frederikke skynder sig, at trylle Dennis lille igen, så han kan komme indenfor i domkirken.
Inde i domkirken ligger en masse konger og dronninger begravet.
(Ved du mon hvorfor de er ”begravet”? Ellers kan du sikkert få en voksen til at fortælle dig det.)
Her står Dennis ovenpå Dronning Margrethe d. 1. gravsted – det er meget flot med guld og marmor og masser af pynt.
Det er ikke dronningen du kan se, men bare en fin figur af hende.
Nu er Dennis træt af at være stille inde i domkirken – han vil gerne ud og se noget om de vikinger der engang har boet i Roskilde.
Og som Dennis ønsker – sådan tryller Frederikke.

På et øjeblik er de ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Dennis leger drage i det kæmpestore vikingeskib Havhingsten, som har været på sejltur helt til Irland.

Men den historie må jeg fortælle dig en anden gang.

Herunder et forsøg på en alternativ afleveringsform - da jeg er lidt træt af at bloggen vender billederne.

Læs historien om Dino Dennis og Tryllefeen Frederikke

Mvh. Lotte

mandag den 27. september 2010

Opgave 2 - leg med billeder

Hm - ja! Jeg havde nu slet ikke tænkt på, at dette kunne være en del af et undervisningsforløb på seminariet. Men pyt - lad os springe ud i det.

Øvelse 1: Lav kollage.... værs'go.. klippet sammen af egne billeder - for sikke et hyr at holde øje med, hvem der skal krediteres for hver enkelt billede i flickr.

Øvelse 2: Male male.... jeg er den store kunstner...ØHH... eller ikke ;o)
Argh - og nu vender den blog igen billederne - hvorfor pokker gør den det?? De har nøjagtig samme bredde som det herover. Nå, I må lægge hovedet på skrå, indtil jeg får tid til at hive billederne en tur over min hjemmeside så de vender den rigtige vej.
Igen - det er mig der har taget billedet af vovsen.
Først originalbilledet. 



Øvelse 3: Lidt fletning... og lidt "klatmaling" det går jo som en leg..
Samme vovse... og den bliver stadig vendt på siden.. ja ja - det er dejligt med lidt teknologi til at drille.. ;o)




Tjah - det var så lige et hurtigt input herfra.
Og hvilke tanker havde jeg så, mens jeg sad og lavede ovenstående.. hmm...
1. Jeg ved godt at HAC siger jeg skal bruge paint.net, og jeg ved også hvorfor hun siger det - men når jeg nu har PSP, og bruger det tit.. og har lidt travlt...(og paint.net ikke lige ville samarbejde ved download) såååå - shhs! ;-)

God fornøjelse til jer andre - det er jo egentlig lidt hyggeligt at sidde og bakse med billeder på sådan en småkold efterårsdag.